|
VEDTÆGTER |
||
|
|
||
|
STARTSIDE VELKOMMEN AKTUELT FORMÅL UNDERVISNING BESTYRELSEN SKOLE/HJEM INFORMATION JOB BH.KLASSEN 1.- 3. KLASSE 4.- 5. KLASSE 6.- 7. KLASSE 8.- 9. KLASSE 10. KLASSE SFO FAGUDBUD KARAKTERER ANTIMOBBE-STRATEGI
|
V E D T Æ G T E R F O R D E N S E L V E J E N D E I N S T I T U T I O N Viborg Private Realskole
I. SKOLENS NAVN, ADRESSE, HJEMSTED OG STATUS § 1. Skolens navn er ”Den selvejende institution Viborg Private Realskole”. Skolen er oprettet den 6. oktober 1890 og blev selvejende institution den 5. februar 1969. Stk. 2. Skolens hjemsted er Viborg kommune. Skolen driver virksomhed fra adressen Trekronervej 10-14. Stk. 3. Skolen er en selvejende uddannelsesinstitution, der i sit virke er uafhængig. Skolen har CVR- nr.: 42345628
II. SKOLENS FORMÅL§ 2. Skolens formål er at drive privat grundskole efter de til enhver tid gældende love og regler for friskoler og private grundskoler m.v.
Stk. 2. Skolen skal give en undervisning, som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen.
Stk. 3. Skolen skal forberede eleverne til at leve i et samfund med frihed og folkestyre.
Stk. 4. Det er endvidere skolens formål at drive virksomhed på følgende grundlag: Vi arbejder for et tæt samarbejde mellem forældre, lærere, pædagoger og elever. Dette skal ske gennem åbenhed og dialog. Skolen arbejder for at udvikle den enkelte elevs faglige og kreative evner og interesser. Vi vil motivere eleverne til at udnytte deres muligheder maksimalt og til at værdsætte livslang læring. Eleverne skal lære at træffe valg, udvikle holdninger og kritisk sans som redskaber til medleven og ansvarlighed i et demokratisk samfund. Eleverne skal desuden tilegne sig kulturel indsigt baseret på respekt for de nære omgivelser og den øvrige verden. En væsentlig forudsætning for at nå disse mål er elevernes trivsel. Derfor skal al samvær foregå i en atmosfære af tryghed, respekt og tolerance
……………………………………………………………………………………….……………. III. SKOLENS BESTYRELSE OG LEDELSE § 3. Skolens bestyrelse varetager den overordnede ledelse af skolen og er ansvarlig over for undervisningsministeren for, at skolens økonomi og drift - herunder forvaltningen af de statslige tilskud - er i overensstemmelse med skolens vedtægt og med de til enhver tid gældende love og regler for friskoler og private grundskoler. Stk. 2. Skolens leder varetager den daglige pædagogiske ledelse af skolen. Skolens ledelse har tillige ansvaret for, at den daglige drift af skolen er forsvarlig og i overensstemmelse med gældende regler og vilkår. Skolens ledelse består af skolens leder og skolens viceinspektør. Stk. 3. Bestyrelsen består af 7 medlemmer, som vælges på generalforsamlingen af og blandt alle forældrene til elever på skolen. Dog kan indvælges personer, der ikke er medlemmer af forældrekredsen, forudsat at disses antal aldrig overstiger 2. Hvert år vælges ligeledes 2 suppleanter for et år ad gangen. Bestyrelsen er ansvarlig for, at det alene er personer der tilhører forældrekredsen, der stemmer. Valgene sker efter reglerne i bekendtgørelsen om valg af tilsynsførende. Stk. 4. Bestyrelsesmedlemmernes funktionsperiode er 4 år. De afgår skiftevis med 2 hvert år, dog kun med 1 året efter, der har været kommunalbestyrelsesvalg. Stk. 5. Forældrekredsen kan på en generalforsamling afsætte et eller flere bestyrelsesmedlemmer i funktionsperioden, såfremt dagsordenen for mødet indeholder et punkt om afstemning om afsættelse af et eller flere bestyrelsesmedlemmer med angivelse af, at afsættelse sker efter reglerne i bekendtgørelsen om valg af tilsynsførende. Stk. 6. Et bestyrelsesmedlem skal fratræde senest ved førstkommende ordinære generalforsamling, såfremt pågældendes barn ikke længere er elev på skolen. Et bestyrelsesmedlem skal dog ikke udtræde af bestyrelsen, hvis dets barn i valgperioden udskrives af skolen mod forældrenes ønske. Stk. 7. Bestyrelsen bør så vidt muligt have en afbalanceret sammensætning af kvinder og mænd jfr. § 11, stk. 2 i lov om ligestilling af kvinder og mænd. Stk. 8. Skolens ansatte kan ikke være medlem af bestyrelsen og kan kun deltage i valg af bestyrelsen, når disse samtidigt er medlem af forældrekredsen. Bestyrelsen kan beslutte, at skolens ledelse samt to repræsentanter for de ansatte kan deltage i bestyrelsens møder uden stemmeret. Ved behandling af enkeltsager, der vedrører personer i skolens ledelse eller enkelte ansatte, kan bestyrelsen suspendere mødedeltagelsen for en, flere eller alle de pågældende. Stk. 9. Bestyrelsesmedlemmerne er ikke ved udøvelsen af bestyrelseshvervet undergivet beslutninger truffet af forældrekredsen, bortset fra de tilfælde, hvor der i nærværende vedtægt er tillagt generalforsamlingen kompetencer jfr. § 3, stk. 5, § 3, stk. 21, § 10 stk. 1 og § 11, stk. 2. Stk. 10. Bestyrelsen konstituerer sig selv med formand og næstformand. Formanden vælges af bestyrelsen. Næstformanden træder i formandens sted ved formandens forfald. Stk. 11. Bestyrelsesmedlemmerne skal være myndige, og mindst et flertal, herunder formanden, skal være registreret i CPR med bopæl i Danmark. Stk. 12. Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld, men kan blive ansvarlig efter dansk rets almindelige erstatningsregler. Stk. 13. Bestyrelsesmedlemmerne kan ikke modtage honorar af skolens midler for varetagelsen af hvervet som bestyrelsesmedlem. Stk. 14. Et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen øjeblikkeligt, hvis medlemmet ikke længere opfylder habilitetsbetingelserne i de i § 2, stk. 1 nævnte regler for at være medlem af bestyrelsen jfr. § 5, stk. 6 i lov om friskoler og private grundskoler m.v. og bekendtgørelsen om vedtægter for friskoler og private grundskoler m.v. Stk. 15. I tilfælde af et bestyrelsesmedlems udtræden i funktionsperioden f.eks. ved generel inhabilitet indtræder suppleanten i den pågældendes resterende funktionsperiode. Hvis dette ikke er muligt, skal der vælges et nyt medlem hurtigst muligt for resten af perioden. Stk. 16. For bestyrelsen, lederen, den eller de tilsynsførende og andre ansatte ved skolen gælder i øvrigt bestemmelserne i forvaltningslovens kapitel 2 om inhabilitet og kapitel 8 om tavshedspligt m.v. Stk. 17. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er mødt personligt frem. Bestyrelsen træffer beslutninger ved almindelig stemmeflerhed bortset fra de nedenfor i stk. 21 angivne beslutninger vedrørende fast ejendom. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt eller ved brev. Ved stemmelighed er formandens – og i dennes fravær næstformandens – stemme udslagsgivende. Stk. 18. Bestyrelsen skal føre protokol over sine beslutninger. Ethvert bestyrelsesmedlem har ret til at få ført sin afvigende mening til protokols. Protokollen skal underskrives af de medlemmer, der har deltaget i mødet. Konstateret inhabilitet skal indføres i protokollen. Stk. 19. Bestyrelsen fastsætter en forretningsorden for sin virksomhed, der mindst skal indeholde bestemmelser om, hvordan indkaldelse til bestyrelsesmøder skal ske. Stk. 20. Bestyrelsen ansætter og afskediger skolens leder og skolens øvrige personale. Kompetencen til at ansætte og afskedige skolens øvrige personale kan bestyrelsen delegere til skolens ledelse, idet skoleledelsen dog, uden at delegation er nødvendig, til enhver tid på egen hånd kan ansætte og afskedige vikarer og anden midlertidig medhjælp til kortvarig tjeneste. Stk. 21. Bestyrelsen og generalforsamlingen træffer i fællesskab beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom. Til bestyrelsens vedtagelse kræves at mindst 2/3 af medlemmerne stemmer for. Til generalforsamlingens vedtagelse kræves almindelig stemmeflerhed uden hensyn til antallet af fremmødte medlemmer jfr. § 7, stk. 7. Stk. 22. Bestyrelsen fastsætter størrelsen af skolepengene og størrelsen af forældrebetalingen for skolefritidsordningen samt træffer beslutning om ethvert andet overordnet spørgsmål om skolen, som bestyrelsen selv ønsker at træffe beslutning om jfr. dog § 3, stk. 2, § 3, stk. 5, § 3, stk. 21, § 10, stk. 1 og § 11, stk.2.
IV. REGNSKAB M.V. § 4 Skolens regnskabsår følger kalenderåret. Stk. 2. Bestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes et retvisende årsregnskab for skolen i overensstemmelse med gældende regler. Stk. 3. Bestyrelsen har ansvaret for, at årsregnskabet underkastes betryggende revision i overensstemmelse med gældende regler. Stk. 4. Bestyrelsen er ansvarlig for, at et revideret og originalt underskrevet regnskab samt revisionsprotokoller sendes til Undervisningsministeriet inden udløb af den af ministeriet fastsatte frist. Alle bestyrelsesmedlemmer skal underskrive regnskabet og afgive erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for medlemskab. Stk. 5. Bestyrelsen vælger skolens revisor. Stk. 6. Forældre til elever og fastansatte ved skolen har altid ret til at få kendskab til budgetter, regnskaber og revisionsprotokol, som er godkendt af bestyrelsen. Bestyrelsen kan udstrække denne ret til andre. Bestyrelsen kan fastsætte nærmere regler for retten til indsigt i skolens forhold. Oplysninger, der er omfattet af bestemmelserne om tavshedspligt i forvaltningsloven, kan dog ikke videregives.
V. FORÆLDREKREDS, VALG AF TILSYNSFØRENDE M.V. OG GENERALFORSAMLING. § 5 Forældrekredsen består af forældrene til børn på skolen. Stk. 2. Forældrenes rettigheder i medfør af denne vedtægt og lov om friskoler og private grundskoler m.v. tilkommer den eller de personer, der har forældremyndigheden over eleven eller har barnet i pleje, idet den der har eleven i pleje dog ikke kan træffe beslutning om skolegangens begyndelse og varighed. Stk. 3. Skolen fører en liste over de personer, som har tilmeldt sig som hørende til forældrekredsen. Listen ændres kun efter begrundet – om nødvendigt tillige dokumenteret - skriftlig anmodning herom med efterfølgende behørig underretning til den eller de personer, der optages henholdsvis slettes på listen. § 6 Bestyrelsen er ansvarlig for at indkalde forældrekredsen til møde, evt. i forbindelse med generalforsamlingen, og for at der her vælges en eller flere personer til at føre tilsyn med elevernes standpunkt i dansk, regning/matematik og engelsk, og med at skolens samlede undervisningstilbud ud fra en helhedsvurdering står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, samt med at undervisningssproget er dansk – bortset fra undervisningssproget i skolens Internationale afdeling. Stk. 2. Bestyrelsen er tillige ansvarlig for, at der gives Undervisningsministeriet og kommunen underretning om, hvem der er valgt som tilsynsførende, og at forældrekredsen får underretning om den årlige tilsynserklæring. Stk. 3. Bestyrelsen er endvidere ansvarlig for, at forældrekredsen fastsætter retningslinjer for forældrekredsens eget tilsyn med skolens almindelige virksomhed herunder med, at skolen giver en undervisning der står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen. § 7 Ordinær generalforsamling i forældrekredsen afholdes hvert år på skolen eller et andet sted i hjemstedskommunen inden udgangen af april måned. Generalforsamlingen indkaldes af bestyrelsen enten pr. mail eller ved postomdelt brev med mindst 14 dages varsel med angivelse af dagsorden. Indkaldelsen til ordinær generalforsamling skal mindst indeholde følgende dagsorden: 1. Valg af dirigent. 2. Bestyrelsen aflægger beretning. 3. Bestyrelsen forelægger det reviderede og godkendte årsregnskab til orientering. 4. Bestyrelsen forelægger det vedtagne budget til orientering. 5. Valg af bestyrelsesmedlemmer, jfr. § 3, stk. 3 og 4. 6. Valg af suppleanter, jfr. § 3, stk. 4. 7. Indkomne forslag. 8. Eventuelt. Stk. 2. På generalforsamlinger, hvor der vælges tilsynsførende jfr. § 6, stk. 1, suppleres dagsordenen med følgende punkter: 1. Fastsættelse af funktionsperiode (højst 4 år) for skolens tilsynsførende. 2. Beslutning om hvorvidt tilsynet skal udføres af en eller flere personer. 3. Fastsættelse af det højeste antal tilsynsførende og eventuel opdeling i tilsynsaktiviteter. 4. Valg af tilsynsførende. Stk. 3. Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være bestyrelsen i hænde senest 3 uger før generalforsamlingen. Forslag skal bekendtgøres for medlemmerne senest ved indkaldelsen af generalforsamlingen. Stk. 4. Af indkaldelsen skal fremgå gældende regler for valg af bestyrelsesmedlemmer og – i de år hvor der skal ske valg af tilsynsførende – gældende regler for valg af tilsynsførende samt tilsynsregler. Valgene foregår efter reglerne i bekendtgørelsen om valg af tilsynsførende. For begge valg gælder, at det af indkaldelsen bl.a. skal fremgå, at enhver forælder har ret til at foreslå kandidater på mødet. Stk. 5. Medlemmer af forældrekredsen har på skolens generalforsamling hver én stemme. Stk. 6. Ved valg af bestyrelsesmedlemmer og den eller de tilsynsførende kan der gives fuldmagt til den, man deler forældremyndigheden med. Stk. 7. Generalforsamlingen er beslutningsdygtigt uden hensyn til antallet af fremmødte medlemmer, se dog §10 stk. 1 og §11 stk. 2. Generalforsamlingen træffer beslutninger ved almindelig stemmeflerhed, bortset fra beslutning om ændringer af skolens vedtægter jfr. §10 stk. 1 og nedlæggelse af skolen jfr. § 11, stk. 2. Stk. 8. Generalforsamlingen træffer selv afgørelse om, hvorvidt personer uden for forældrekredsen kan deltage i generalforsamlingen og i givet fald hvilke personer. Dog har skolens ansatte adgang til at overvære skolens generalforsamling, selv om de ikke måtte være medlemmer af forældrekredsen. Stk. 9. Skolens ansatte samt kandidater til bestyrelsen og til tilsynsførende kan ikke være dirigent på generalforsamlinger. Stk. 10. Der skal føres protokol over det på generalforsamlingen vedtagne. Protokollen skal underskrives af dirigenten. Stk. 11. Valghandlinger skal være hemmelige, hvis et eller flere medlemmer af forældrekredsen ønsker det. Stk. 12. Ved valg af bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og tilsynsførende kan hver forælder afgive stemme på det antal medlemmer, der skal vælges til bestyrelsen, henholdsvis på et antal personer svarende dels til antallet af suppleanter og dels det besluttede højeste antal tilsynsførende. Stk. 13. Kandidaterne er valgt i rækkefølge efter størrelsen af de personlige stemmetal. I tilfælde af stemmelighed foretages lodtrækning. Stk.14. Genvalg af bestyrelsesmedlemmer, suppleanter og tilsynsførende kan finde sted. Stk. 15. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen beslutter det. Ekstraordinær generalforsamling skal i øvrigt indkaldes af bestyrelsen, når 2 medlemmer af bestyrelsen eller 100 medlemmer af forældrekredsen skriftligt kræver det med angivelse af dagsorden. Den ekstraordinære generalforsamling skal afholdes senest 1 måned efter, at anmodning herom er modtaget. Indkaldelsen sker som ved ordinær generalforsamling. Stk. 16. Generalforsamlingens kompetencer er anført i § 3, stk. 3, § 3, stk. 5, § 3, stk. 21, § 6, § 7, § 10, stk. 1 og § 11, stk. 2.
VI. SKOLENS DRIFT Skolens drift gennemføres ved offentlige tilskud og ved egendækning herunder skolepenge for eleverne og forældrebetaling for skolefritidsordning efter lov om friskoler og private grundskoler m.v. og eventuelt ved bidrag fra andre. Stk. 2. Skolens midler må kun komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode. Stk. 3. Et eventuelt overskud ved skolens drift tilfalder skolen. Stk. 4. Bidrag til skolen giver ikke ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art. Stk. 5. Bestyrelsen skal forvalte skolens midler til størst mulig gavn for skolen og skal tage skyldige økonomiske hensyn.
Stk. 6.
Skolens likvide midler skal anbringes i overensstemmelse med bestemmelserne
i lov om friskoler og private grundskoler m.v. og må ikke anbringes på konti
m.v., som andre end skolen har rådighed over. VII. TEGNINGSRET § 9 Skolen tegnes enten af bestyrelsens formand og skolens leder i forening eller af en af disse i forening med bestyrelsens næstformand. Stk. 2. Ved køb salg og pantsætning eller andre dispositioner over skolens faste ejendomme kræves underskrift af 2/3 af bestyrelsens medlemmer. Stk. 3. Tegningsretten kan ikke delegeres, og der kan ikke gives prokura jfr. dog stk. 4.
Stk. 4.
Bestyrelsen kan træffe beslutning om,
at skolelederen i et nærmere fastlagt omfang og under bestyrelsens ansvar
bemyndiges til at udføre overordnede ledelsesfunktioner, når dette er
nødvendigt for at opnå en hensigtsmæssig daglig ledelse. VIII. ÆNDRING AF SKOLENS VEDTÆGT § 10 Ændringer i vedtægterne kan kun ske efter vedtagelse på en generalforsamling, hvor mindst halvdelen af forældrekredsens medlemmer er til stede og under forudsætning af, at mindst 2/3 af de fremmødte stemmer for. Såfremt et forslag opnår den fornødne majoritet, men uden at antallet af fremmødte er tilstrækkeligt, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor forslaget betragtes som vedtaget, hvis det opnår mindst 2/3 flertal uden hensyn til antallet af fremmødte. Stk. 2. Skolens vedtægt samt fremtidige vedtægtsændringer skal godkendes af Undervisningsministeriet for så vidt angår bestemmelser om skolens styrelse og økonomiske forhold.
IX. NEDLÆGGELSE AF SKOLEN § 11 I tilfælde, hvor bestyrelsen efter lovgivningen skal drage omsorg for likvidation af skolen, har bestyrelsen kompetence til at træffe beslutning om skolens nedlæggelse. Beslutning træffes efter reglen i § 3, stk. 17, 1. pkt. Stk. 2. Beslutning om opløsning af skolen kan kun træffes på en generalforsamling, hvor mindst 2/3 af samtlige af forældrekredsens medlemmer stemmer herfor. Opnår forslaget flertal, men er betingelserne for skolens opløsning i øvrigt ikke til stede, kan forslaget mindst 30 dage efter forelægges på en ny generalforsamling, hvor det kan vedtages med mindst ¾ majoritet, uanset antallet af fremmødte. Stk. 3. Ophører skolen med at drive skolevirksomhed efter bestemmelserne i § 2, stk. 1 og 2, skal den nedlægges. Stk. 4. Det påhviler bestyrelsen at orientere forældrekredsen om beslutning om nedlæggelse og om grundlaget herfor. Orienteringen skal ske umiddelbart efter beslutningen om nedlæggelsen er truffet. Stk. 5. Det påhviler bestyrelsen at give Undervisningsministeriet og de kommuner, hvor eleverne er hjemmehørende, meddelelse om skolens nedlæggelse. Stk. 6. Det påhviler bestyrelsen at orientere Undervisningsministeriet, hvis skolen standser sine betalinger, begæres konkurs, eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles. Stk. 7. Bestyrelsen har ansvaret for bevarelsen af skolens aktiver og for, at den økonomiske opgørelse i anledning af skolens nedlæggelse foretages efter gældende regler, samt at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten. Stk. 8. Eventuelle overskydende midler skal med Undervisningsministeriets godkendelse anvendes til skoleformål, der støttes gennem lov om friskoler og private grundskoler m.v. Stk. 9. Det påhviler bestyrelsen at fungere videre, indtil den økonomiske afvikling af skolens aktiver og passiver er tilendebragt efter gældende regler, herunder at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelsen med vedtægten. Denne vedtægt er vedtaget på generalforsamlingen den 28. april 2011 samt på den ekstraordinære generalforsamling samme dag.
Bestyrelsen for Viborg private Realskole, den 14. juni 2011.
_______________________________ Hans Peter Bay, formand Holmevej 5, Vorning, 8830 Tjele.
_________________________________ Lars Kildedal, næstformand Teglmarken 35, 8800 Viborg.
________________________________
Jørgen Bach Sct. Ibsgade 19, 8800 Viborg
_________________________________
Ivan Krathmand Friggsvej 17, 8800 Viborg.
________________________________ Kim Hørdum Hansen Sønder Allé 71, 8800 Viborg.
_________________________________
Line Lindholt Brøns Skovbrynet 3, 8800 Viborg.
_________________________________
Søren Andersen Søvænget 10, 8800 Viborg.
|
|